Sidste års indsats med naturgenopretning har allerede givet flotte resultater. På Gåseholm i Filsø yngler et par sandterner og i Mou-fenner i Lille Vildmose et par stylteløbere. Begge par har nu store unger. De er formentlig Danmarks eneste og verdens nordligste yngleforekomster af hver deres art.
Det er første gang stylteløberen har fået danske unger på benene og lige der, hvor NaturRådgivningen i 2012 var med til at hæve vandspejlet. Sidste gang sandternen fik danske unger på vingerne var vist i 1995.
For at forbedre adgangen til den nye Filsø for gående og cyklende har Aage V. Jensen Naturfond nu anlagt 1,5 km cykelsti langs Porsmosevej over den fredede Fiilsø Hede. Sammen med cykelstier etableret af Naturstyrelsen og Varde Kommune er det nu muligt at komme sikkert rundt om den nordlige halvdel af Filsø ad stier og små veje. Stien lukker samtidig et hul i den over 500 km lange Vestkystrute.
I NaturRådgivningen har vi arbejdet med stiprojektet i mere end et år.
Søborg Sø var ind til den første afvanding i 1796 en over 600 ha stor sø i det nordligste Sjælland. Gribskov Kommune og Søborg Sø Landvindingslag er gået sammen om at undersøge mulighederne for at genskabe en sø i området med støtte fra Aage V. Jensen Naturfond.
NaturRådgivningen har udarbejdet et oplæg, som Niels forleden præsenterede for lodsejerne på landvindingslagets generalforsamling.
Regentparret kommer Grundlovsdag for at opleve det store naturgenopretningsprojekt i Gyldensteen Strand. Direktør Anders Skov fra Aage V. Jensen Naturfond byder velkommen. Professor Katherine Richardson vil orientere om formålet med projektet. Overinspektør Anders Myrtue, Odense Bys Museer fortæller om områdets kulturhistorie, og Niels Riis fra NaturRådgivningen besvarer spørgsmål. Arrangementet finder sted på toppen af den gamle kystskrænt med udsigt over store dele af området. En omtale i TV2 Fyn kan ses ved klik her.
Til løsningen af vore mange nye opgaver har vi besluttet at investere i vores eget GPS-udstyr, så vi altid kan foretage opmåling og afsætning hurtigt og præcist for vore kunder. Valget faldt på en Trimble R8 GNSS GPS/GLONASS med en TSC3 controller, der kører RTK via GPSnet.
Det er det samme udstyr, som vi har lejet os til igennem det seneste år, men nu er det vores og helt nyt. GPS’en blev straks taget i brug ved opmålingen til en opgave for Kulturstyrelsen.
Som led i det store uddigningsprojekt i Gyldensteen Strand er der nu etableret 4 parkeringspladser til de besøgende. Pladserne er opført i stabilgrus med fodhegn i robinie og informationstavler. Sammen med de nye veje og stier er det bygherren, Aage V. Jensen Naturfonds ønske, at give de besøgende gode muligheder for at opleve projektet. Lige nu kan man se det store digebyggeri i området, som snart er færdigt.
NaturRådgivningen har projekteret og ført tilsyn.
Den 1. maj er det et år siden, vi startede NaturRådgivningen. Det har været et fantastisk år, hvor vi har arbejdet med både små opgaver og nogle af landets største naturgenopretningsprojekter. Vi har fået 20 gode kunder blandt ministerier, kommuner, godser og fonde.
Vi fejrer fødselsdagen på Sicilien, hvor Jette og Niels i Uge 18 deltager i Raptor Camp som observatører af rovfugletrækket over Messinastrædet. Vi træffes på mobil og sms, men måske ikke på mails.
NaturRådgivningen har fået opgaver i fire kommuner med projekter til forbedring af vandløbenes tilstand. Kommunerne kan desværre ikke påbegynde indsatsen, fordi Natur- og Miljøklagenævnet i december kendte vandplanerne ugyldige. Nu venter vi på, at Miljøministeriet offentliggør de “nye” vandplaner og sætter en ny bekendtgørelse i kraft, så vi kan komme igang med arbejdet.
Heldigvis har vi travlt med vandløbsprojekter og hydrologiprojekter i tre andre kommuner, som vi får løst i mellemtiden.
Arbejdet med bygningen af det 2350 m lange kystdige langs vestsiden af Gyldensteen Strand skrider hurtigt frem. Arbejdet kan nu ses tæt på Gyldensteensvej, hvor det nuværende dige langs Ålebækken skal udvides og hæves. Der er 11 store entreprenørmaskiner i gang med at udgrave, flytte og indbygge ler i digerne.
TV2 Fyn bragte til aften et kort indslag om arbejdet, som kan ses ved at klikke på dette link: Link til TV2 Fyn
Arbejdet med opførelse af det tredje udsigtstårn ved Filsø er i fuld gang. Petersholm Udsigtshytte opføres i det sydvestlige hjørne af Filsø hen over diget omkring Petersholm Inddæmningen, hvor tårnet er blevet funderet på 8 meter dybe stålpæle. Tømreren har travlt og bliver forhåbentlig færdig, så tårnet er klar til at modtage de besøgende til Påske. Adgangen bliver ad en godt 500 m lang sti fra parkeringspladsen i Nørreenge ved Kærgårdvej.