Archives

Monthly Archive for: 'april, 2014'

Nu er arbejdet med at afgrave de gamle diger omkring Gyldensteen Strand slut. Lindholm er dermed genskabt som en rigtig ø sammen med den nye Lindholm Kalv. Der er i alt opstået 14 øer i det nye øhav øst for Bogense. I den første måned har der været tusindvis af besøgende. Og fuglene har straks taget øerne i besiddelse. Måger, terner, klyder og strandskader lægger an til at yngle, mens gæssene har fået gæslinger.

Seks af de små fugleøer med Lindholm og Lindholm Kalv bagved og allerbagest Æbelø.

Vi har for Odense Kommune udarbejdet et projekt til restaurering af den lille bæk Sørenden. Den har været reguleret med flere styrt, men slynges nu igennem dalen på en strækning af 938 meter. Faldet på over 6 meter er udnyttet til at etablere en perlerække af gydebanker og småstryg. I dag blev Sørenden ført ud i sit nye leje med vigtige gydepladser for Havørredbestanden i Stavids Å. Projektet er støttet af Havørred Fyn.

Vandet løber for første gang igennem en af gydebankerne fulgt af kommunens biologer

For Holstebro Kommune har vi undersøgt mulighederne for at etablere vådområder i Birkkær Enge nord for Vinderup. Den 71 ha store lavning i terrænet omkring Råstgård Bæk er afvandet af to pumpestationer.

Projektet skal være med til at reducere udledningen af kvælstof til Limfjorden. Vi skal i dag præsentere det for de berørte lodsejere.

Undersøgelsesområdet i Birkkær Enge er præget af store vindmøller

Undersøgelsesområdet i Birkkær Enge er præget af store vindmøller

Gyldensteen Strand blev i lørdags åbnet ved en kæmpe folkefest arrangeret af Aage V. Jensen Naturfond og med op mod 6000 glade gæster. 20 busser kørte i pendulfart fra Bogense ud igennem Engsøen til Eriksholm. 250 cyklister kom i optog for at indvie de nye cykelstier. Og solen brød frem lige inden, at digerne blev gennembrudt, og vandet strømmede fra Lillebælt ind i Kystlagunen trods kraftigt lavvande.

Digeåbningen og de mange tilskuere set lidt fra oven (foto: Viggo Lind).

Digeåbningen og de mange tilskuere set lidt fra oven (foto: Viggo Lind).