Nyheder

Vi ønsker alle vore kunder og samarbejdspartnere en Glædelig Jul og et Godt Nytår med denne dejlige julesang, som I starter på knappen i billedet herunder. Det er Line fra vores bestyrelse, som har arrangeret og synger sammen med Postyr og Vocal Line. I stedet for julekort støtter vi igen i år DOFs Klimafond med opkøb og genskabelse af nedbrudt regnskov som CO2 reduktion.

Efter 18 års forarbejde med Holmegaard Mose er det nu lykkedes at få flyttet afløbet fra Glasværksengen væk fra at løbe lige i gennem højmosen til nu at løbe udenom. Det næringsrige vand fra marker og en del af Fensmark by løber nu i et nyt 1.600 m langt vandløb og mod øst til Svenskegrøften. Undervejs er der en vanskelig passage nord om glasværket. Vi har været rådgiver for Naturstyrelsen og LIFE Danske Højmoser på projektet i de sidste 4 år.

Den nygravede grøft løber fra oversvømmelsen på Glasværksengen mod øst til glasværket.

 

 

 

Vi skulle sidste år have deltaget med et indlæg på en LIFE konference i Riga i Letland, men rejsen blev aflyst pga. COVID-19. I dag lykkedes det at fremlægge vores erfaringer fra de seneste 14 års arbejde med restaurering og genopretning af højmoser i Danmark. Indlægget blev dog denne gang leveret virtuelt fra hjemmekontoret på en web-konference flot arrangeret af NABU og i selskab med indlæg fra 10 andre nord- og østeuropæiske lande.

Niels under fremlæggelsen af sit indlæg på Restoring Peatlands for Climate konferencen.

I Store Vildmose fortsætter arbejdet med at sikre højmosen Aaby Mose.  Efter Lille Vildmose er Aaby Mose med sine ca. 200 ha den næststørste tilbageværende højmose i Danmark. Mosen var truet af afvanding til alle sider. Der er allerede opført dæmninger med 3500 m membran. Nu sættes der 900 m ekstra membran omkring højmosens sydende, som skal beskytte mosen mod afvanding. Vi har projekteret for Aage V. Jensen Naturfond.

En 240 m lang dæmning opføres med indbygget membran omkring mosens sydende.

Efter 4 års tilløb er vi endelig kommet i gang med at gennemføre anlægsarbejderne i Holmegaard Mose på Sydsjælland. Projektet skal sikre en gunstig udvikling i Sjællands største højmose og omfatter de sidste tiltag, som var indeholdt i fredningen. Projektet flytter samtidig næringsrigt oplandsvand uden om den centrale del af højmosen og sikrer en bedre bevaring af den rige kulturarv. Vores rådgivning er udført for Naturstyrelsen.

Plastspuns opført på tværs af en afløbsgrøft sikrer en højere vandstand i højmosen.

Flere års forberedelse af projekter i to små moser i Rold Skov er nu afsluttet, og anlægsarbejderne er gennemført. Projekterne skal sikre væksten af Sphagnum gennem en højere vandstand i Langemose.  Og Sortemose er blevet til et bedre levested for den sjældne vandbille bred vandkalv med en lavvandet bredzone. Vores rådgivning igennem hele projektforløbet er udført for Rebild Kommune og LIFE Danske Højmoser.

Vandstanden er blevet hævet i Langemose med plastspunse og et hævet afløb.

I det spæde forår var vi tilbage på Bøtø for at se til det projekt, som vi har fået realiseret for Guldborgsund Kommune. Der er sat membraner og afbrudt dræn. Herved er der skabt en op til 17 ha stor vandflade ind mod det gamle Bøtø Nor Reservat og endda med en fugleø. Projektet er udført i det 128 ha store område, som Den Danske Naturfond købte sidste år. Det sejlede i vand, lige som vi havde forventet.

Bøvlet at aflæse en vandstandsmålestation, når man ikke kan bunde.

Tak til alle vore dejlige kunder og samarbejdspartnere, som i en svær tid har gjort 2020 til endnu et fantastisk år for os i NaturRådgivningen. I ønskes alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Vi glæder os til at møde jer igen til næste år på spændende naturprojekter rundt om i landet. Vi har også i år valgt at spare julekortene. I stedet støtter vi igen DOFs Klimafond med opkøb og genskabelse af nedbrudt tågeskov i Ecuador som CO2 reduktion.

Vi støtter DOFs klimafond med at genskabe levesteder for bl.a. gulsidet bjergtukan. Foto: Shutterstock.

Det sidste af efterårets 11 anlægsprojekter er nu afleveret. Det blev Høstemark Mose i det nordøstlige hjørne af den oprindelige højmose Lille Vildmose, som er truet af afvanding. Her er der nu sat 930 m HDPE-membran langs højmosens østside ud mod Hegnsvej som sikring mod udsivning til vejgrøften og 2 meter ned til markerne øst for.  En gravebane på nordsiden af mosen er også blevet lukket med 160 m membran. Vi har projekteret for Aalborg Kommune.

Høstemark Mose vist på ortofoto fra juni 2020 med lilla fremhævning af de nye membraner.

Dejligt når et projekt kan blive endnu bedre. Det vådområde på 28 ha, som vi var med til at skabe i 2015 i Bøtø Nor på Sydfalster, er nu blevet udvidet til 45 ha. Det er et kombineret natur- og klimaprojekt. Vandfladerne i det fuglevenlige område bliver øget fra 9 ha til 19 ha. Guldborgsund Kommune står for projektet, som vi har bistået med at gennemføre. Området ejes nu af kommunen og Den Danske Naturfond.

I projektet indgår en rævesikret fugleø beklædt med ral og muslingeskaller.

1234...10...